The Rolling Stones – efter koncerten

af Per Wium, musikjournalist

Reaktionerne efter Rolling Stones koncerten på Roskilde Festival torsdag har været mange. Og dybt forskellige.

Fra begejstrede fans der fik bekræftet at rullestenene stadig er verdens største band til musikkritikere, som højlydt har undret sig over hvor untight og utjekket bandet spiller i sange, der har været på sætlisten i årtier.

Jeg har her samlet en spændende øjenvidne-beretning, kigget en anelse i de trykte og elektroniske medier og desuden selv reflekteret over publikums reaktioner. Også disse: dybt forskellige.

Fra siden af scenen – få meter fra bandet

Søren Frost er en af Danmarks bedste trommeslagere og mange kender Frost fra DR Bigband og fra 'SP, Just og Frost'.

For nogle år siden havde DR Bigband gæstebesøg af Charlie Watts (der oprindelig var jazz-trommeslager) og det resulterede i et tæt samarbejde mellem Frost og Watts. Et samarbejde, der har udviklet sig til et venskab.

Søren Frost fortæller om torsdag aften:

”Min oplevelse af Rolling Stones koncerten var nærmest magisk, da jeg som ven af Charlie Watts var blevet inviteret sammen med min kone. Vi ankom ved 19-tiden og gik direkte til Charlies backstagerum, de havde hver sit og vi blev 'indlogeret' hos min gamle ven.

Efter snak om løst og fast blev vi vist rundt og introduceret til de andre i Campen. Vi fik en sludder og et måltid mad og hang så ellers ud med Charlie, Mick Taylor, Darryl Jones og de andre 'hired hands'. Det var ved at være koncerttid og grundet mit pt dårlige ben, fik min kone via CWs manager arrangeret, at vi kunne sidde på siden af scenen og høre koncerten. Først skulle vi dog lige se Charlies nye Signatur lilletromme, så efter en ordentlig bjørnekrammer, blev vi eskorteret op på scenen, se trommerne og finde vores plads, klokken var 21:30.

Så startede festen, et utroligt velspillende orkester med Mick Jagger som spydspids, Watts som solid målmand og Richards og Wood som frie spillere. Man kunne se spilleglæden og energien specielt mellem Watts og Richards - de elsker det de laver og det skinner totalt igennem. Darryl Jones stod med det store brede smil og diggede en storswingende Watts, som havde en fremragende aften. Lidt utjekkede slutninger hist og her gjorde ikke spor, guitaristerne spillede fremragende, god single guitarist er Ronnie Wood, og guitarmæssigt peakede det vel da Mick Taylor kom ind og spillede blues. Alle hitsene var der, velspillet af et oplagt og velswingende rockband, som man kun kan have den største respekt for.”

Trykte og elektroniske medier

Anmeldelserne har været meget forskellige. De har også afspejlet at nogle anmeldere har anmeldt musikken, andre har anmeldt 'begivenheden' og måske endnu flere myten og hvordan det lykkedes at holde dén i live.

Yderlighederne i anmeldelserne var lige fra Ekstra Bladets dumsmarte overskrift:

”Viagraen svigtede”
- fulgt af en række negative ord (angiveligt skrevet på forhånd..)

… til Jyllands Postens:

”Det blev en noget nær fantastisk koncertoplevelse, som skrev sig ind i Roskilde Festivals historie.”

Koncert eller havefest

Jeg har skrevet det før i andre sammenhænge: hvorfor er mange unge mennesker så totalt ligeglade med hvad der foregår på scenen når de er til koncert? Hvorfor er de højrøstede samtaler og løbende tjek af iPhone vigtigere end det navn, der står på scenen? Adfærden afspejler (undskyld jeg skriver det ligeud) en ligegyldighed overfor dét, der befinder sig på den anden side af næsetippen. Sørgeligt – og i høj grad et dansk fænomen. Jeg har været til mange koncerter i udlandet. Der foregår det meget mere respektfuldt.

Ved Stones-koncerten stod jeg i lang tid omgivet af disse ”mig-mig-mig”-individer, der råbte, drak og tjekkede deres items. Øv.

Også øv for de mange, der rent faktisk gerne VILLE høre og se koncerten at der var lukket alt, alt for mange mennesker ind på pladsen.

Tusindvis af forventningsfulde eendags-købere kunne dårligt se storskærmene og lyden blev overdøvet af ovennævnte samtaler og råb.

Det hjalp dog efter 40 – 50 minutter, da mange unge ikke længere ville lade sig forstyrre af musikken fra scenen og fortrak.

Da blev der mere plads til andre.

Roskilde Festival laver gode kampagner mod narko, druk, vold m.m.

På den absolut gode måde.
Kunne man ikke også lave en kampagne for musikken og respekten for den?